Min egen historie: Fra kaos til diagnose

Min egen historie om min borderline-diagnose

Vendepunktet for min tilstand kom i efteråret 2019.
På det tidspunkt var jeg så nedbrudt af alt det kaos, der var til stede i mit liv, at jeg væltede med stress og angst på grund af det dårlige arbejdsmiljø på min daværende arbejdsplads. Flere var bukket under med stress igennem det seneste år, og trods flere gik på grænsen af en stress-sygemelding gjorde organisationen ikke noget større nummer ud af sygemeldinger, opsagte stillinger og hvad der ellers var behov for i denne situation.

I denne enorme mængde kaos, stod der en HR-manager og en chef, der begge var klar til at udstede advarsler (skriftlige som mundtlige) til ansatte. I sensommeren 2019 startede jeg derfor på jobsøgningen i det skjulte, men trods anstrengelser kunne jeg ikke få nok samtaler til at komme videre, før hele toget ramlede og jeg brasede ind i muren. Op til mit sammenbrud havde jeg forsøgt at rede trådene ud med min egen chef, med en hvis grad af succes. Det var dog ikke nok til at forhindre det endelige sammenbrud, der fandt sted 2 uger før jeg skulle have været til en vigtig begivenhed i Amsterdam.

På tidspunktet for sygemeldingen var jeg så udmattet og brugt psykisk, at jeg ikke kunne hænge sammen mere. Med et besøg hos lægen blev jeg sygemeldt i 4 uger – and the rest is history som man siger. Jeg kom ikke tilbage på arbejde igen siden, og trods dagpenge fra starten af 2020, havde jeg mistet al lyst til at tage et arbejde inden for mit felt – noget jeg aldrig havde oplevet i de 10 år jeg havde været på arbejdsmarkedet.

Som man kan se i Det Sultne Hjerte har nogle borderline-ramte har været så ramte, at de ikke har kunnet finde stabile arbejdsforhold, men jeg havde dog op til nu haft evnen til at holde mig oppe ad den vej.
Men så kom 2020 – og COVID19. Langt om længe fik jeg tid og plads til stille og roligt at slikke sårene efter et vanvids-år. Men med epidemien blomstrede også angsten i mig igen-igen og jeg oplevede store søvnproblemer samtidig. Min kæreste var god og sendte mig direkte til lægen – som sendte mig til en psykiater, der indslusede mig til angstforløb i psykiatrien. Igennem forløbet blev jeg langt om længe udredt, sådan at jeg i oktober 2020 var blevet diagnosticeret med emotionel ustabil personlighedsstruktur af typen borderline.

Igennem forløbet havde fået mulighed for at bruge angst-dæmpende medicin, men samtidig fandt jeg ud af, at ikke kun blev mit angst-niveau reduceret – mine borderline-symptomer mildnedes også. I psykiatrien fik jeg at vide, at jeg med al sandsynlighed havde haft en svær depression i rigtig mange år, og med hjælp fra medicin og terapi, begyndte jeg stille og roligt at få det bedre. Men det var stadig med museskridt, så i efteråret 2020 blev jeg henvist til et borderlineforløb, også i psykiatrien. Så … nu havde jeg en endelig en diagnose, og jeg fik hjælp til den! Samtidig var der endelig noget, der kunne forklare mine de voldsomme reaktioner. Min dramaqueen var mit indre, misbrugte barn, som i alt for mange år havde snublet på livets vej.

Samtidig vidste jeg godt, at dels var der lang vej igen ud af diagnosen. Og dels vidste jeg, at trods terapi, ville livet ikke blive det samme som andres efterfølgende. Medicin løser meget – men ikke alting. Langtfra. Men medicinen betød, at det blev nemmere og nemmere at overkomme de negative og svære huller som jeg faldt i pga. depressionen.
Og for første gang i 3-4 år begyndte jeg at sove ordentligt igen – mellem 7 til 8 timer, som sammen med medicinen gjorde livet mere overskueligt, når jeg havde udfordringer med livsomstændigheder.

Fra foråret 2021 begyndte i terapi med borderline-specialister i psykiatrien. Og fra det tidspunkt kom der mange temaer og følelser frem, som jeg ikke havde tænkt over før. Disse emner har jeg lagt frem til fuld skue for mine læsere, i håbet om at de også kan hjælpe jer. I skrivende stund er der mange retninger mit liv kan blomstre i – kun tiden kan vise, hvad der kommer til at ske. Men er man heldig nok, kan man med målrettet borderline-fokuseret terapi formå at komme et langt stykke ud af diagnosen, og måske en dag blive 90% symptomfri.
Som min terapeut siger:

“Borderline – jamen, det er jo bare noget du har lige nu”