Man walking while listening to podcasts
PÅRØRENDE,  Podcasts

Podcasts om at være pårørende

I denne post gennemgår jeg et par af de podcasts jeg er begyndt at lytte til som omhandler det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom. Sidste gang skrev jeg blandt andet lidt om bøger der er hver at læse, så nu er turen kommet til podcasts.

Som pårørende kæmper man med at passe på sig selv, og at undgå at sygdommen fylder for meget. Jeg blev ret hurtigt klar over at det var vigtigt at passe på mig selv. Det var dog ikke rigtig klart for mig præcis hvad det indebar at passe på mig selv. Den del kæmper jeg nok stadig en del med.

Som en del af at passe på mig selv, går jeg nogle gange en tur med en podcast i ørerne. I den forbindelse er jeg stødt på nogle podcasts, som jeg gerne vil dele med jer. Ingen af dem handler specifikt om at være kæreste med en person med BPD, men på forskellig vis er de hver især alligevel værd at lytte til.

“Jeg er også pårørende” af Sofie Espe

Sofie har lavet en en serie podcast-episoder hvor hun snakker med mennesker der har psykisk sygdom inde på livet. Det er både andre pårørende, og professionelle som arbejder med pårørende. Sofie er selv pårørende til et menneske med psykisk sygdom, i det hendes mor har paranoid skizofreni.

Sofie lægger ud med at fortælle sin egen historie om hvordan hun selv udviklede psykisk sygdom af at være pårørende. Det handler de første 2 afsnit om. Derefter skifter afsnittene til at være interview-afsnit hvor Sofie inviterer forskellige gæster til at fortælle deres historier. Særlig afsnit 4 er værd at lytte til i denne sammenhæng, da den handler om en mor. hvis datter har borderline. Selv om datteren der beskrives i det afsnit virker som om hun er noget voldsommere ramt af sygdommen med både selvskade og selvmordsforsøg, så var det virkelig hårdt at høre det afsnit, fordi der alligevel er så mange genkendelige ting.

Igennem hele serien er fokus på de pårørende, og der gives gode råd til hvad man som pårørende kan gøre for at passe på sig selv. Forvent dog ikke at du får en manual udleveret som en del af podcast’en. Der er ingen fast opskrift på det, og det er i høj grad individuelt hvad der virker, men alligevel er det rart at høre nogle komme med nogle bud på hvad der virker.

“Sygt Romantisk” af Mille Høj Vittrup og Anna Kim Wischmann

Sygt romantisk er en podcast lavet af 2 kvinder, Mille og Anna Kim. Mille har angst og Anna Kim er kæreste med Anders som har angst. Jeg fandt denne podcast fordi de 2 medvirker i et dobbeltafsnit af “Jeg er også pårørende”. Der er dog desværre kun udkommet 3 episoder af “sygt romantisk, inklusiv et introafsnit. De få der er, er dog i høj grad værd at lytte til.

Både dobbeltafsnittet og de øvrige afsnit at “Sygt Romantisk”, kan helt klart anbefales. At høre fra andre der er i samme situation kan være enormt tiltrængt. Det er så rart at opleve at man ikke er alene m den problemstilling man står i. Derudover får jeg i hvert fald en del ud af at høre hvilke teknikker andre pårørende bruger til at passe på sig selv når det bliver svært og krævende at være pårørende. For selv om den enkeltes situation er unik, så har jeg fundet det enormt brugbart at høre hvad der virker for andre. Det gælder også selv om jeg ved at noget af det ikke vil virke i min situation. Alligevel er det rart at lytte med og få inspiration.

“Bedre Psykiatri Podcast”

Til sidst vil jeg anbefale Bedre Psykiatris podcastserie. Lige som “Jeg er også pårørende” også omhandler mange forskellige relationer man kan have til en person med psykisk sygdom. Jeg er dogi høj grad også blevet klogere af at lytte til en del afsnit af den.

Links til podcasts

Her finder du en liste med links til både hjemmesider og podcast-links til de podcasts der er nævnt i dette indlæg.

Øvrige ressourcer

Til sidst vil jeg benytte lejligheden til at linke til Anettes anmeldelse af bogen “Det sultne Hjerte”, som jeg klart også vil anbefale pårørende til borderline-ramte at læse.

Jeg er Anettes kæreste, og skriver om hvordan det er at være nær pårørende til en person med BPD.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *