en lille pige står foran en tyr med horn
(In)kompetence,  Grænser,  Min terapi,  Vrede

Borderline og (selv)autoritet

Vores første møde med autoritet som børn, er er vores mor og far. Afhængig af, hvordan dette møde falder ud, vil det præge vores forhold til os selv og alle fremtidige autoriteter vi møder i livet. Men i mange dysfunktionelle familier, har den ene eller begge forældre et svært forhold til den rolle, så et barn kan føle sig tillidsfuld og i trygge hænder. Derfor er der mange med en borderline-diagnose, som ikke har fået et godt forhold til sin egen, indre autoritet, og som derfor struggler med mange ting, vi ikke tænker over kan føres tilbage forældrenes bestemme-roller.

I ordbogen er ordet AUTORITET defineret som “gyldighed” eller “myndighed“.


1. anerkendt ret til at bestemme inden for et bestemt område, fx i en familie, i en institution eller i et lands styre • ofte opnået i kraft af et embede.
1.a person eller institution med en sådan ret • fx et familieoverhoved, en lærer eller en offentlig myndighed

eller

2. evne til at påvirke andres handlemåde eller opfattelse i kraft af indre egenskaber og ikke i kraft af ydre magtbeføjelse
2.a person eller institution med en sådan evne

Kilde: Sproget.dk

Som borderline-ramt kan det være utrolig svært at lære, hvad selv-kærlighed er. I bedste fald er det en fluffy ting med nøgleord som selvrespekt, selvtillid og selvværd – men ofte er det enormt svært at udøve i praksis som diagnose-ramt.
Hvis man skal gå helt ned i materien, så kan kærlighed først gro, når tryghed og tillid er etablerede i en given relation mellem mennesker – ELLER i relationen til en selv.
Det første fordrer tillid mellem andre og en selv (en svær øvelse, når mangel på basal tillid var det, der var med til at give os diagnosen) – og den sidste er en følge af det andet. Det er ærlig talt svært at elske sig selv, hvis ikke man har tillid til sig selv. Noget jeg vil tro de fleste med BPD kender til!

Misbrug af autoritet i dysfunktionelle familier

Hvis man derimod kigger på begrebet autoritet med udgangspunkt i ovenstående definition, er det især nummer to, som mit blogindlæg har i fokus. Det kommer fra en podcast om traumer i dysfunktionelle familier. Speakeren sagde noget, der simpelthen slog hovedet på sømmet i min verden: Når det ene medlem i familien dominerer med fx vrede, sorg eller kritik – så er der ikke plads til, at andre i familien kan udtrykke de her følelser. Dermed undertrykker resten af familien deres egen vrede eller sorg eller skam etc. På den måde tvinges barnet til at distancere sig fra sig selv pga. følelserne, der ikke kan eller får lov til at blive udtrykt.

En forælder er i allerhøjeste grad indbegrebet af en autoritet med magt til at påvirke barnets handlemåde eller følelser.
Ergo – hvis din far eller mor altid var sur/kritisk/vred/nedgørende – så kan din vrede eller sorg ikke være der, og dermed heller ikke dig, hvis du bliver ikke set og mødt i dine egne følelser.
Derfor låser du dem inde, lige indtil den dag låget blæser af og de sprøjter ud i en kæmpe vulkan-eksplosion.

(Selv)autoritet som (selv)healing

I virkeligheden blev du frataget din egen autoritet som individ. Autoritet kan overføres til at “have betydning”. At du har betydning i kraft af du lever og det du føler.

Du har betydning, fordi du er til.
Du har betydning, fordi du lever, føler og trækker vejret.

Læs lige det igen.

Du betyder noget i denne verden. Derfor har du også ret til at udtrykke, hvad du vil og ikke vil og have følelser. Du blev frataget retten til dine følelser, holdninger og meninger af de voksne autoriteter, der dermed gjorde skade på din egen følelse som individ.
At blive min egen autoritet og give mig selv retten til at være det, har været et uphill battle gennem meget af mit liv. Det gennemsyrer min kommunikation og opførsel i så mange sammenhænge.

Jeg går nemlig rundt med en underliggende følelse af, at andre så nemt som ingenting kan erodere min betydning i verden. Min angst for at være betydningsløs gennemsyrer mange ting jeg gør og siger. Akkurat som jeg selv blev frataget min ret til at være vred af en meget aggressiv far. Jeg fik mundkurv på min vrede, fordi han ikke ville acceptere eller kunne rumme andet end sin egen. Og ytrede jeg negative følelser, brød helvede løs igen. Så jeg lærte at tie stille og gemme dem væk. Lige indtil jeg blev 17 år og fik en kæreste. Så var der pludselig to mennesker i husstanden, der skreg i hovedet på hinanden, og min mor og min søster, gemte sig for os, frataget deres mulighed for at udtrykke deres angst, vrede og magtesløshed.

Stuck in the past med tidlige rollemodeller

Jeg tror helt og holdent, at det var i den proces jeg gjorde krav på min egen betydning og retten til at have følelser (især vrede). Vreden SKULLE ud. Al den magtesløshed jeg kom i kontakt med over at være “fars pige” viste sig på overfladen at være angst for min egen eksistensberettigelse til mit liv. Den angst kom ud af mig i et mægtigt raseri, der efterlod mig tom og bitter. For jeg havde ikke nogen måde at have vreden i mig. Den kom ud i mange år som enten depression eller i mine uretfærdigheds-komplekser (krænkelse). Mødte jeg en uretfærdighed var jeg oppe på barrikaderne, så ingen fratog mig retten til mig selv.

Borderline-terapien:
Vrede og frustration og ked-af-det-hed

Så kom jeg i terapi. Og her pillede psykologen til vreden igen og igen. Jeg kan mærke, at min vrede og skam over følelsen af inkompetence tænder et kæmpe bål indeni, og det er svært at være i. Men det er derfor jeg går i terapi. Så jeg kan blive provokeret og finde min måde at gøre det på, som ikke skubber andre ud over grænsen og knækker tilliden mellem os. En del af denne proces var at blive klar over, at jeg er en autoritet blot i kraft af at være til: At JEG har autoritet selv, og altid har haft den, men at jeg skulle først finde begrebet for at tale om det.

(Selv)autoritet = selvkærlighed

Når jeg prøver at stå i følelsen af min egen autoritet som individ, bliver selvkærligheden også aktiveret. For når jeg har en betydning som menneske i verden (og det har man per definition), kan jeg mærke, at jeg ikke vil lade andre underminere mig.
Jeg har en betydning blot i kraft af at jeg lever, og den kan ingen anfægte. Så når jeg accepterer min egen selv-autoritet, behøver jeg ikke at skrive eller sige tingene med angst for underminering fra andre. Offer-dyret flytter ud af mig, og i stedet får jeg styrke til at sige fra og sætte grænser.
I de situationer kan jeg vælge at gøre opmærksom på at mine grænser er blevet overskredet (på en rolig måde). Fortsætter det, behøver jeg ikke råbe og skrige af dem – jeg kan bevæge mig væk.

Men også når det kommer til min egen krop. Når jeg er en autoritet overfor mig selv, kan jeg ikke længere holde til at underminere mig selv eller lade andre gøre det. Jeg er nødt til at være der for mig selv først, hvis jeg skal have det godt. Jeg kan ikke beskrive det anderledes, end at der er ufattelig stor kraft på spil, når først man begynder at tage sig selv alvorligt.
Denne process kræver, at man er begyndt at få tillid til sig selv og sine evner – i basic form selv-tiltro eller selv-tillid.

Det betyder også, at giver jeg andre for meget autoritet, underminerer jeg min egen og skaber uligevægt i relationen. Som borderline-ramt er denne distinktion ufattelig, utrolig skidesvær! Det er selve epitomet på diagnosen – en manglende indre kerne og følelse af sig selv. At navigere i relationer er svært, men det kan hjælpe at huske på at livet bare i kraft af sig selv, er betydningsfuldt. Og dermed er DU betydningsfuld.

One Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *