kvinde græder i solnedgangen
(In)kompetence,  Sex & Parforhold

Det er jo min skyld: Borderline og kærestesorg

Det har altid været min skyld, når jeg havde kærestesorg.
Så længe jeg kan huske, har jeg været på arbejde i mine parforhold. Det er whopping 18 år.
Jeg har ikke vidst, hvad jeg kæmpede med indeni, men fornemmede instinktivt, at jeg måtte “arbejde” for ikke at blive forladt, altså arbejde for kærligheden. Ligesom jeg havde gjort i min egen familie og med mine forældre.
Mine forældre roste mig mest for de ting jeg kunne og gjorde. De snakkede aldrig særlig meget om de følelser man som menneske oplever, eller hvordan man kan håndtere eller rumme dem. Jeg var den dygtige storesøster, der havde success og var kompetent – selvfølgelig, jeg kunne det hele selv og var dygtig. Skindet bedrager. Storesøstre har om nogen brug for at blive set og mødt i deres behov for omsorgsfuldhed.

Senere sagde mine kærester, at mine følelser var svære at håndtere og rumme. At følelsesmæssige reaktionsmønstre var voldsomme – for de fleste mænd jeg var i forhold med. Derfor udviklede jeg stor skyldfølelse og gik hellere i terapi for at “komme af med” mine “ustyrlige følelser” end at blive forladt. Jeg blev og kæmpede, hvor jeg skulle have givet op og trukket mig, hvorefter endnu et parforhold ikke gik i stykker og gav følelsen af fiasko.

12-talspige to the rescue

Jeg læste om parforhold så det stod ud af ørerne og gjorde alt i verden for at undgå at ende med kærestesorg igen.
Og jeg vil sige så meget, at jeg overgik samtlige kærester i min viden om parforhold, mænd og kvinder.
Jeg burde have en fucking stjerne på skulderen for at studere så meget og i så mange år for at blive god til det pis med parforhold. En fucking stjerne, siger jeg dig.
Men jeg glemte en enkelt men vigtig detalje: Forhold handler om følelser.
Og allermest om at dele tingene aka dele følelser. Følelser som jeg havde lært at undertrykke hele mit liv, og ikke lært at føle, snakke om, andet end når de kom ud i en voldsom og stormfuld tornado.
Du kan nok se problemets størrelse og omfang i den tilgang til parforholdsdynamikker… Sårbarhed bliver man ikke særlig god til, når fokus er på achievements og vise verden sin fucking kompetence.

Skyldfølelse, fiasko, skam og kontrol

Når jeg alligevel stod tilbage og var blevet forladt, trods alle mine anstrengelser og viden om mænd og kvinder, skyndte jeg mig at læse mere om parforhold. Jeg måtte finde årsagen til det, der skete, og det skabte angst i det næste forhold, som jeg så undertrykte uden at vide det. På cirka samme tid opstod trangen til kontrol for ikke at begå samme fejl og ende op single for X. gang.
Det siger sig selv, at skyldfølelsen altid var en følgesvend i forhold. Jeg kæmpede og gjorde mit bedste, der var bare ingen som vidste, at jeg var oppe imod en diagnose, der netop gjorde tætte relationer svære.
Derfor gav mine følelsers intensitet problemer.

Kærestesorg og kompetence

Og når mine relationer så fejlede… Så var det altid min skyld i mit hoved. Og når det var min skyld – så var jeg skamfuld. Min skamfuldhed førte til et voldsomt raseri, der til sidst endte op med en større eller mindre depression.
Jeg følte, at jeg ikke var kompetent til parforhold – så jeg måtte øve mig endnu mere til næste gang jeg mødte en mand, så jeg ikke blev efterladt med skyldfølelsen og skammen.
Fiaskoerne sved, følelsen af inkompetence lammede hele min krop og mit system, så jeg havde svært ved at se parforholdet i et større perspektiv. Og jeg ventede bare på at 10-øren faldt for dem, så jeg igen var “problembarnet” i vores relation. Jeg blev vandt til at “det var min skyld”.

Jeg kunne slet ikke, hvad min borderline gjorde af gode ting for mine parforhold – noget som min kæreste jævnligt husker at minde mig om, når jeg indimellem slår mig selv i hovedet for dette eller hint. Fordi – of course – jeg vidste jo ikke i 35 år, at min diagnose eksisterede.

Forladt af mor: En slags kærestesorg?

Da min mor bad mig om at lade være med at ringe mere i februar 2019, faldt jeg helt sammen. Hvis ikke jeg havde haft min psykolog så frygter jeg faktisk for, hvad der kunne være sket med mig. Selvmordstanker var ikke ukendte for mig på det tidspunkt… Om jeg havde taget det længere end det? Det ved jeg faktisk ikke.
Marika, som var min psykolog, foretog en større oprydning i relationen til min mor… Eller, det var jo ikke Marika, der gjorde det. Marika hjalp mig med at erkende, at min mor faktisk ikke havde kunnet være en mor følelsesmæssigt.
At jeg havde været overladt til mig selv uden nogen til at hjælpe med at forklare og snakke om følelser overhovedet.
Og så startede min healing langt om længe.

The Road to Healing

Jeg begyndte stille og roligt at forstå tingene ikke altid var min skyld. Folk har begrænsning for, hvor meget følelsesmæssig IQ de ligger inde med. Modenhed var en ting også. Med følelsesmæssig kommunikation lærte jeg at udtrykke hvad jeg havde brug for og følte. Mine ord begyndte at give bedre mening for andre end mig selv.
Når jeg tænker på, hvor vigtige de ting er, så synes jeg ikke det er så mærkeligt børn får personlighedsforstyrrelser som fx borderline. Når hverken ens mor eller far kan finde ud af at snakke ud om de følelser, der er er indeni, hvordan skal børn så også lære at snakke om deres følelsesliv?
…Dette er simpelthen ikke muligt at opnå. Børn skal ses og mødes sprogligt for at få et sprog for følelserne. Og i dysfunktionelle familier skabes der yderst sjældent et sprog for de her følelsestilstande, som er vigtige for udviklingsprocesserne i børns hjerne. Ellers ville familiemønstrene slet ikke være dysfunktionelle…

På tide med studieorlov

Struggler jeg stadig med følelser, at mærke og udtrykke dem?
Helt klart!
Jeg vil altid være på rejse i følelseslivet. Simpelthen vi som mennesker udvikles gennem livet kontinuerligt. Borderline-ramte føler livet stærkere end mange mennesker. Energien til at stå i vores stormende følelsesliv kræver styrke, mod og rationel tænkning. Vi mangler ofte det sidste – det er vores præfrontale cortex, som typisk laver selvmål og straffespark i den afdeling. Vi forstår det ikke selv, men andre kan nogen gange se det på os, når forbindelsen til det præfrontale cortex har udsving. Og de kan helt sikkert høre nogen ting ikke er som de plejer.

Men jeg har studeret og studeret mig blå og gul i hovedet i 18 år snart.
Jeg har brug for at tage en pause fra mit studie i mænd og kvinder nu. I hvert fald det studie, som drives af frygt for forladthed. Jeg skal ikke klage over den viden jeg har fået i processen. Men når jeg gav mig selv skylden for følelsen af fiasko, holdt jeg samtidig mig selv fast i overbevisningen om, at tingene ikke ville være bedre næste gang. At de ville fejle pga. MIG og min inkompetence og personlighed.
Og sådan satte jeg mig selv op gang på gang for den eksakte fiasko, jeg forsøgte at undgå.

Lyder det bekendt?

“A man who flies from his fear, may find he has only taken a shortcut to meet it”

J.R.R Tolkien

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *