facader
(In)kompetence,  Min terapi

Individuel terapi session #3: Inkompetence & Facader

Temaet for dette indlæg handler om inkompetence, facader sårbarhed og krænkelse

Det er noget tid siden jeg har skrevet et indlæg om mine terapi-sessioner. Det er basically fordi corona-virus har gjort det svært at få en fornuftig kontinuitet ift. regelmæssighed og terapi. Fordi restriktioner, er gruppeterapien midlertidigt skubbet indtil den forhåbentlig kan åbnes op igen i april 2021. Så det er faktisk ikke helt til at vide, om jeg kommer i gruppeterapi i denne omgang… Det har anledning til en række overvejelser om næste træk, men for nu vil jeg fortælle om den seneste terapi-session med min individuelle terapeut.

Tema 1: Facader

Når man er vokset op i en dysfunktionel familie, bliver facaden ud til omverdenen et ret så vigtigt element i livet, selvom det ikke er noget man snakker om sammen i den inderste kreds. Især fordi at hvis man gjorde, så ville vi også skulle have forholdt os til HVORFOR den facade var så pokkers vigtig. Og det ville have været det samme som at indrømme og tale om, at der var noget i den grad galt mellem hvert familiemedlem.

Det meget kontroversielle interview med Prins Harry og Megan Markle satte for nylig fokus på, hvad facader i familier kan medføre – nemlig selvmordstanker hos en prinsesse, der slet ikke var vant til at alting skulle tysses ned og holdes hemmeligt. Ensomheden blomstrer i familier, som bærer på store/tunge traumer og hemmeligheder. Jo større lig i lasten, jo mere ensomt bliver et barn, fordi det ikke tør – eller ved hvordan de kan udtrykke deres følelser. De er blevet så vant til at undertrykke deres grundfølelser, at angsten er nærmest selvskrevet, så snart de kommer i kontakt med dem. Det tog mig mange år at komme i kontakt med de begravede familietraumer og mine autentiske følelser hos en terapeut før jeg fik diagnosen borderline.

Tema 2: Skam – en følgesvend i dysfunktionelle familier

Facader er bygget på skamfølelse. Fordi man skammer sig over realiteterne. Jeg voksede op i et skam-miljø, der altid lå neden under al dysfunktionaliteten og de traumatiske oplevelser. Den øvrige familie havde nok deres anelse om, at min fars alkoholmisbrug var skadeligt for os børn, men de talte aldrig om det med ham eller om det med os børn. Når talen faldt på min fars temperament jokede de fleste med det – men sandheden var en helt anden bag lukkede døre. Smadrede glas, voldsomme skænderier, ekstremt psykisk voldeligt miljø og buler i dørene fra en knytnæve var ikke dagligdagen – men så snart min far blev udfordret af min mors kyniske væremåde så kom Helvedes flammer op i ham, så min søster og jeg flygtede ind på en af vores værelser, og sad sammen i selskab med Labradoren, der rystede sammen med os. Jeg kan ikke udtrykke med ord, hvor lammede vi var – og hvor rasende jeg var, selvom jeg var nødt til ikke at fortrække en mine, når “far blev god igen” – så kunne han nemlig blive vred og rasende og antænde sit raseri en gang til… Og det ønskede jeg jo ikke som barn. Magtesløsheden var total. Catch-22 og alt det der.

Børn i sådanne familier bliver eksperter i at lære undgåelsesadfærd overfor andre og deres følelser, mens svigtene står dem rundt om ørerne. De bliver verdensmestre i selv at klare ting, og hvis de støder på noget de ikke kan klarer bliver skammen og følelsen af inkompetence aktiveret. Hvis jeg kunne gøre nogen ting derhjemme, som hjalp min mor med husholdningen, fik jeg ros og kunne finde lidt af det kærlighed min far ikke gav os som børn. Så jeg blev overansvarlig for at holde trivslen ved lige allerede tidligt. Endnu en facade af “magt over følelserne”, så længe jeg kunne bidrage og dermed ikke følte mig inkompetent.

Tema 3: Inkompetence – skammens walk of shame

Derfor blev jeg også dygtig i skolen. Klassens duks – og jeg havde det udmærket med at være foran. Selvom jeg ikke var foran på andre ting – fx den sociale dynamik blandt klassekammeraterne.
Det er derfor mit meget dybe sår virkelig har alle mulige veje ind i magtesløsheden og inkompetence. For kunne jeg ikke svare korrekt på det læreren spurgte om, hvis jeg ikke kunne finde løsningen på matematikopgaven, følte jeg mig skamfuld over ikke at være intelligent nok og ikke god til at lære at klare det eller mig selv godt nok.
Bedre blev det ikke af en far, som havde et ønske om at tjene flest muligt penge så vi ikke skulle mangle noget … Men han havde det desværre også på sine børns vegne. Jeg tror han har sagt “du skal bare blive læge” mindst 25 gange i min ungdom. Han var også meget optaget af mine karakterer – mest fordi han selv havde klaret sig godt i skolen og så sig selv som at have spildt sit talent med det job han havde som chauffør. Han ærgrede sig hyppigt i vores selskab over de ting han ville ønske han var blevet i stedet.

Tema 4: Sårbarhed og (egen)omsorg

Derfor… var jeg på ydersiden en velbegavet, dygtig og kompetent kvinde i mange år. Dygtig i skolen, dygtig på sin uddannelse, dygtig til sit arbejde. Foran i mange henseender.
Men på samme tid følte jeg mig også mærkeligt amputeret. For noget manglede indeni.
(Hej inkompetence! Var du lige der?!)
Det kom fx til udtryk i omsorgsfuldhed til mig selv – jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad der ville gøre mig glad og give balance i mit liv. Jeg blev arbejdsnarkoman, optaget af sikkerhed og prestige i jobbet. Jeg begyndte at købe dyre ting både til mig selv og andre, men så snart andre ville gøre mig sikker og give omsorg, kunne jeg slet ikke tage imod det. Når andre i gruppen delte omsorg ud til andre strittede alting i mig. Det gav en indre uro at være vidne til, et næsten fysisk ubehag.

I min sidste terapi-session spurgte min psykolog mig – og det var fandme skarpt set – om omsorg andre fik gjorde mig misundelig? Og hvorvidt andre gruppemedlemmers omsorg rettet mod mig gav mig en følelse af inkompetence?

Det har simpelthen været min opgave hele den sidste uges tid: At spotte min følelse af inkompetence i de interaktioner jeg har haft. Fordi sårbarheden jo bunder i borderlinerens angst for igen at ødelægge det for sig selv (blive en sugemalle på andres kærlighed) – og dernæst blive forladt endnu en gang til. Herom kredser det stærkeste sår i mig: To recieve love or not to recieve love, that’s the question! Hvis jeg rækker ud ´med mit behov for omsorg synligt, og jeg føler det mindste hint af afvisning, tager jeg lynhurtigt min facade af kompetenthed på, så jeg ikke skal føle skammen over at blive afvist på mine omsorgsbehov. Det er en KÆMPE udfordring at bede andre om kærlighed og hjælp!

Tema 5: Healing

Borderline-ramte føler som alle andre. Det specielle er blot, at følelserne er voldsommere. MEN DE ER IKKE FORKERTE. Og det er en meget vigtig pointe, som jeg skal huske mig selv på fra tid til anden. For i det setup kan det blive nemmere at adskille personer og deres handlinger. Når hele følelsesbarometeret brager derudaf i en storm, så er der ingen rationel tanke mere – og derfor er øvelsen, ikke kun til næste gang, men lang tid fremover, at være obs på at skille personer og handlinger ad. For krænkelses-sensitivitet er en virkelig stor og reel ting som borderline-ramt.
Kritik – selv den mindste mængde – kan føles som knive, der presser sig ind i det mest bløde og sårbare indre, så man står tilbage med en knækket facade og skammen bragende derudaf som et godstog på højhastighedsskinner. Dette er et emne til en hel blogpost i sig selv – når skammens kompas aktiveres. Hvad det er kan du evt. læse mere om her: Skamkompasset

Vil du læse mere om facader, skam og dysfunktionelle familier, kan jeg anbefale podcasten “It’s not you – it’s your trauma” af Joe Ryan. Joe har lavet en podcast om familietraumer og dynamikker ud fra den terapi og recovery han selv har måttet gå igennem for at frigøre sig fra et dysfunktionelt familie-mønster sent i livet. Han er præcis, kortfattet og der er ikke så meget pis (eller reklamer). Lyt direkte på hjemmesiden eller find den i din podcast-app.


2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *