Bogforside Det Sultne Hjerte
BLOG,  Bøger på dansk

BOG: Det Sultne Hjerte af Simon Kratholm Ankjærgaard

Det Sultne Hjerte af Simon Kratholm Ankjærgaard er en bog til alle i en relation til en borderline-ramt. Da jeg opdagede bogen blev jeg helt fyr og flamme, for jeg havde ledt efter en bog på dansk, som ikke kun var skrevet i et forståeligt sprog, men også gav pårørende en ordentlig indføring til diagnosen borderline. Det er præcis hvad “Det Sultne Hjerte” giver. Endvidere er den skrevet i et let og forståeligt sprog af en journalist, uden at virke banal eller simpel.

“Det Sultne Hjerte” er især til pårørende

Bogen fremhæver synsvinklerne fra pårørende i forskellige relationer til en borderline-ramt: Vennens, psykiatriens, ægtefællens og dykker ned i de mange dynamikker der kan opstå i en familie, hvor en eller flere er ramt af lidelsen (diagnosticeret eller ej). Selvom kvinder er overrepræsenteret inden for diagnosens sfære, er der alligevel en fortælling af en mand, som fik diagnosen meget sent i sit liv. Det er på den baggrund Simon Kratholm Ankjærgaard starter en fortælling. Igennem bogens tilblivelse blev forfatterens kone sågar diagnosticeret med borderline. Derfor er der en meget høj troværdighed gennem de mange case-beretninger. Ikke mindst om dem, som står ved siden af deres borderline-ramte. Bogen var en øjenåbner i flere henseender for både Kristian og jeg.


På bogens bagside står der:

I bogen fortæller 16 borderline-ramte i alle aldre nuanceret og hudløst ærligt om, hvordan det er at have borderline, og fem pårørende fortæller om at lave med én, som har diagnosen.

Diagnosen gennemgås grundigt, og bogen beskriver de nyeste behandlingsmetoder på området, hvor der er sket meget store fremskridt de seneste år. I modsætning til tidligere er det i dag muligt at slippe fri af diagnosen.

Borderline er en af de psykiatriske sygdomme, der er flest negative fordomme omkring. Bogen afliver mange af disse myter, og giver en nuanceret beskrivelse af hverdagen for og med en person med borderline.

Forfatteren er journalist, og hans kone fik som voksen diagnosen borderline.

“Det Sultne Hjerte” 2015/2018

Historien om starten på Borderlinenetværket

Samtidig med den grundlæggende indføring i diagnosens mange sider, får man også selve historien om interesseorganisationen “Borderlinenetværket” og hvordan den opstod. I en af bogens case-historier møder man nemlig kvinden Pia Frydensberg, hvis lange sygdomsforløb og historie fører til oprettelsen af organisationen, der idag har flere hundrede medlemmer. Her sidder psykologer klar til at hjælpe, hvis du har brug for sparring og viden til din situation som pårørende og borderline-ramt. De har gode artikler om lidelsen og om at være pårørende.

For Kristian og jeg var det en fantastisk god bog, eftersom vi allerede vidste en hel del om den mangefacetterede diagnose jeg havde fået. For mig var det en øjenåbner at at læse de andres historier. Men også hårdt, for mange har været hårdt ramt og levet voldsomme liv. Det er nogle stærke historier om mennesker, som ingen i psykiatrien kunne hjælpe ordentligt – ihvertfald indtil man vidste mere om lidelsen såvel som hvilke terapiformer, der hjalp borderline-patienter. Og ligeså var jeg ganske påvirket at få det sort på hvidt, hvordan Kristian har haft sit at struggle med som kæreste til mig, sammen med de relationer, som på nuværende tidspunkt er skåret over til mig. Det var en hård omgang, så husk lommetørklæde!

Kristians reaktion på bogen var da også derefter:

Det var virkelig rart at se man ikke var den eneste pårørende til en borderline-ramt, som havde fornemmelsen af at gå på æggeskaller. Det var enormt opløftende at se nogle andre sætte ord på deres oplevelser som pårørende.
Meget af det jeg havde læst op til denne bog handlede om, hvordan man som pårørende best muligt hjalp.
Her var der pludselig nogen der satte ord på hvordan jeg selv havde det.

Kristian, kæreste til mig – læs også hans indlæg om at være pårørende til en borderline-ramt her.

Har du en nær relation til en borderline-ramt, kan jeg kun anbefale at få fingre i bogen snarest muligt. Hellere før end senere. “Det Sultne Hjerte” gør op med myterne om en stigmatiseret lidelse, som alle pårørende har glæde af. Bagerst i bogen er der forslag til faglitteratur samt hjemmesider, der omhandler borderline-diagnosen.

Du kan downloade en PDF med et uddrag af bogen her.

Det Sultne Hjerte
1. udgave, 3. oplag (2015/2018)
Forlaget Pressto
142 sider

Bogen er på dansk.

One Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *