barneansigt med brune øjne
BLOG,  Skam

Borderline og skam

Man kan ikke snakke om borderline uden også at komme ind på skam.

Det vigtigste jeg kan fortælle om skam er at det ofte er en følelse vi er blevet påført af andre. En reaktion, som gjorde du følte dig dømt eller udstillet, mens du var allermest åben og sårbar. Føler man skam, er det ofte fordi man har taget andres ubehag på sine skuldre og vendt den indad, og nu dømmer man sin egen person eller handlinger.

Skam handler om noget man er. Skyldfølelse omhandler noget man har gjort – altså handlinger. Føler du dig skyldig, undskylder du måske din handling, men skam er anderledes, for det er et af de stærkeste måder man kan kontrollere andres adfærd og opførsel i et fællesskab. Skam og ydmygelse hænger tæt sammen med selvhad.

Skam kommer fra øjnene der ser

Hvad mener jeg med det?

Inge S. Holm udtrykker skam så fint i bogen “Den Indre Uro“:

Man føler skam, når noget blødt i én, som ikke tåler hån, er blevet krænket, beskæmmet, vandaliseret, skændet.

Inge S. Holm, “Den indre uro”

Når andre retter deres blik mod os med kritik i blikket, og man oplever sig frarøvet omsorg, selvstændighed eller bliver ignoreret vil de fleste mennesker opleve følelsen af skam.


Skam er en overvældende følelse af “forkerthed”, der kan mærkes fysiologisk:

Nogle trækker sig sammen og forsvinder ind i sig selv, når de mærker skam. Andre flygter fra stedet de befinder sig, og andre igen får ondt i maven, kæmpe hovedpine, blod der suser til hovedet alt for hurtigt. Mest af alt giver skam en kæmpe trang til at gemme sig for den eller det, der har fået os skamfulde.


Kiks i relationerne

Mange med borderline eller blot dem, som har haft en svær barndom, har i en helt tidlig alder oplevet ikke at kunne kommet ud af den skamfølelse de havde ved hjælp af andres empati eller omsorg. I fagtermer kaldes den voksnes opførsel for “reparationsadfærd”, når barnet mødes empatisk i sine svære følelser.

Men det er lige netop HER, at den kritiske forbindelse mellem den voksne og barnet går galt i en forælder-barn relation. Og i dysfunktionelle familier er skam-dynamikken ofte både udtalt og hyppig.
Typisk opfatter eller ser omsorgspersonen ikke barnet eller barnets følelser (barnet skammer sig og har brug for hjælp til at håndtere de svære følelser). I stedet bliver barnets reaktion og følelser et udtryk for den voksne persons manglende integration af svære følelser. Barnets behov for at blive set bliver ikke anerkendt eller set af omsorgspersonen.

Får barnet skældud for at føle sig skammen og flygte eller trække sig, er det næsten endnu mere ødelæggende for barnets tryghedsfølelse. Den voksne har måske svært ved at nå barnet pga. manglende kommunikative eller empatiske kompetencer. Efter det er sket flere gange, ser barnet situationen og den voksne som utryg og noget man ikke kan have tillid til. I denne konstellation begynder barnets amygdala at forbinde relationen til den voksne som smertefuld og farlig. Menneskets relationer baserer sig på tillid – og hvis den mangler, kan barnet få tillidsproblemer senere i livet.

et barn får kritik og holder sig for øjnene i skam

Dr. Jekyll & Mr. Hyde: min egen skam

Det var hjerteskærende at indrømme overfor mig selv, at skammen stadig bor i mig over ting, som min mor sagde eller gjorde, da jeg voksede op. Det var hårdt at indse skammen og følelsen af sårbarhed som det gav mig. Den sårbarhed som det stadig giver mig.

Blandt andet omtalte hun min far (der også har træk fra borderline) som “Dr. Jekyll & Mr. Hyde” i et tonefald, der var nedladende og kritisk. Som borderline-ramt er referencen til Dr. Jekyll & Mr. Hyde ikke fremmed for os, men den måde hun sagde det på genaktiverede min skam over mig selv, da jeg fik min diagnose. Så tænkte jeg “Det er godt min mor ikke ved det, så jeg ikke skal stå ansigt til ansigt med hende og resten af familiens hårde bedømmelser af mig”.

Skam – en choktilstand

I forskningen betegnes skammen som choktilstand, fordi kroppen og nervesystemet er uforberedt på “angrebet” mod en. Når man føler chok, vil kroppen fryse fast og situationen opleves som voldsom og ydmygende. Det skaber frygt og angst i barnets indre.

Skam er på den anden side også en kraftfuld virkemiddel i en større flok, da risikoen for at blive “beskammet” af flokken får os til at “tilpasse” os kollektivt af frygt for eksklusion. Skam er med andre ord et redskab, der er med til at lære andre om acceptabel og uacceptabel adfærd.

I et truende, kaotisk og voldsomt opvækstmiljø vender barnet skammen indad. Børn er pr. definition afhængige af deres forældre for at overleve, så får det skældud eller voldsom kritik uden at forældrene undskylder eller udøver reperationsadfærd, medfører det til indre konflikt i barnet. Ofte fører kontinuerlig kritik til indre konflikt og selvhad. I værste fald dekobling fra egne autentiske følelser i senere barndom og ungdom. Hjernens systemer bryder sammen og kan ikke reparere eller håndtere barnets frygt og choktilstand. Det er forældrenes ansvar at være empatiske og komme barnet i møde. Hvis ikke dette sker, bliver følelsen af forkerthed til en krænkelse af selve barnets identitet og følelser indeni. En tilstand, som medfører kemiske og fysiske ændringer i hjernens neurale netværk.

en mor holder om sit barn

Skammens fjende nr. 1:
Empati og venlighed

Skam har dog et modsvar – og det er venlighed, forståelse og empati fra os selv eller omgivelserne.

De skamfulde oplevelser og følelser kan ikke stå ved og holdes fast, når vi selv eller andre møder os med omsorg.
Kan vi møde os selv eller blive mødt midt i skammen af fx en terapeut, kan vi gøre os fri af gamle følelser og starte på at føle større accept af os selv. Den indadvendte skam kan frigøres ved at de gamle følelser bliver mødt. Først her kan tillid til verden begynde at gro i os igen.

Skam kan ikke tåle venlighed, men selv-venlighed er svært gøre, når den indre skam som en ridset CD synger med selvkritikkens røst. Jo ældre skammen er, desto sværere er det at gøre op med, fordi de følelser der er forbundet med den ikke altid kan udtrykkes med ord. Især hvis vores oplevelser er lagret i hjernen på et tidspunkt, hvor vores sprog ikke var udviklet. Derfor kan det være svært at huske de nøjagtige forhold, der førte til skamfølelsen til at starte med.
I stedet er skammen en følelse, der har forankret sig i vores langtidshukommelse uden ord.

For de fleste er skam et utrolig svært emne, fordi skammen kan være startet tidligt i livet, uden at være blevet rummet, set eller forstået af den voksne omsorgsperson. Derfor døjer mange mennesker i mange sammenhænge med skam. Skammen kan senere føre til angst, og de skamfulde følelser kan være svære at få kontakt til, simpelthen fordi de ydmygende oplevelser har skjult sig effektivt langt nede i hippocampus og vores underbevidsthed.

Det er så vigtigt at forstå skammen, for når man kender dens natur – og kan møde sit skamfulde blik med omsorg for sin personlige skam-oplevelse, kryber skammen sammen i hjørnet. Den kan ikke tåle selv-kærlighed og omsorg. Og selvom det kan tage uge eller år for mange mennesker at være helt fri af den, så er skam aldrig en permanent tilstand. Samtidig er det noget alle mennesker føler på et tidspunkt i livet. Skamfulde oplevelser er ikke pr. definition skamfulde. Skam kan heales, når vi retter vores blik mod den med (selv)kærlige øjne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *