familie i silhuet i solnedgangen
Bøger på engelsk,  PÅRØRENDE,  Sex & Parforhold

At være kæreste med en borderline-ramt (BPD)

En historie om at være nær pårørende til en person med borderline.

Introduktion

Jeg hedder Kristian, og jeg er kæreste med Anette. Denne post er min historie om, hvordan det har været for mig at være kæreste med en person med BPD (Borderline Personality Disorder).

Da vi blev kærester havde Anette ikke fået Borderline-diagnosen endnu. Derfor vidste ingen af os, hvad vi var oppe imod. Som I sikkert kan forestille jer, har det givet os nogle (til tider store) udfordringer.
Særligt afvisninger var en udfordring. Jeg havde fornemmelsen af, at jeg skulle passe enormt meget på for at formulere tingene på en måde, så Anette ikke følte sig afvist.

Når bølgerne gik højt var det nemt at udløse en “du forstår slet ikke hvordan det her er for mig” reaktion i forsøget på at være medfølende.
Dette gjorde bare tingene endnu værre. Generelt kan man som pårørende til en borderlineramt opleve, at man i mange situationer skal “gå på æggeskaller” i forhold til den anden.

Diagnosen: borderline personlighedsforstyrrelse

Første gang vi blev sporet ind på, at Anette måske havde BPD, var efter en psykiater-samtale i forbindelse med det angst-forløb hun var blevet visiteret til. På det tidspunkt havde Anette ikke fået en egentlig diagnose, og det var derfor ikke sikkert, at hun overhovedet kunne komme i et behandlingsforløb. Jeg anede ikke ret meget om, hvad borderline var. Jeg havde kun hørt marginalt om sygdommen, og forestillede mig primært noget med depression og selvskade. Ret meget mere vidste jeg ikke. Derfor begyndte jeg at læse om emnet for at prøve at blive klogere, specielt ud fra et pårørende-perspektiv.

Jeg begyndte lidt efter lidt at spotte ting i BPD-kriterierne, der passede på Anette, men også en del der ikke gjorde. Anette er for eksempel ikke selvskadende (taget stoffer, alkoholmisbrug eller spiseforstyrrelser) – hverken mens jeg har kendt hende eller i det hele taget. Vi blev derfor usikre på, om der var nok symptomer til at hun kunne få diagnosen eller ej; og dermed om hun kunne få tilkendt et behandlingsforløb i psykiatrien. Dette ville blive afklaret som en del af det angst-behandlingsforløb hun var i gang med.

Informationssøgning om borderline

Jeg begyndte at lede efter bøger, som måske kunne give hjælp. I første omgang prøvede jeg at få fat på bogen “Livet tæt på” af Pia Skadhede, men den viste sig umulig at opdrive. Til sidst blev jeg mere og mere desperat for at finde noget, som kunne hjælpe mig med at forstå, hvad der foregik i Anette. Det endte med, at jeg lidt tilfældigt bestilte bogen “Loving Someone with Borderline Personality Disorder” af Shari Y. Manning. Det viste sig at være en fantastisk resource, der virkelig gjorde en forskel.

Book-cover: Shari Y. Manning - Loving Someone with Borderline Personality Disorder
Shari Y. Manning: Loving Someone with Borderline Personality Disorder

Bogen tager udgangspunkt i Dialektisk AdfærdsTerapi (DAT) udviklet af Marsha Linehan. Det er dog vigtigt at understrege, at teknikkerne kan bruges på alle, også personer uden BPD. Dernæst at de kan bruges til borderline-ramte uanset hvilken type terapi de får – fx DAT eller mentaliseringsbaseret terapi. Det gælder også selv om den borderline-ramte endnu ikke er startet i terapi.

I første omgang var jeg ret skeptisk i forhold til nogle af de ting den lovede. Selv om der bliver understreget, at den ikke kan løse alle problemer, og at den ikke er et columbus-æg. Det lød næsten for godt til at være sandt. Men min skepsis blev simpelthen fejet af banen mere eller mindre med det samme.

1: Hvorfor udvikler man borderline?

Bogen starter med at beskrive, hvordan en person udvikler borderline. Det gav mig en meget bedre forståelse af, hvorfor Anette reagerer som hun gør.

Bogen forklarer, at der helt overordnet er 2 forudsætninger for at udvikle borderline:

  1. Følelser hos en borderline-ramt opleves mere voldsomt end hos de fleste andre mennesker.
  2. Verden og de nærmeste omsorgpersoner validerede ikke barnets følelser under opvæksten.

Personer med borderline har voldsommere følelser end andre mennesker. Derudover kendetegner det borderline-ramte, at deres følelser ikke er blevet valideret, da de var børn. Altså at omverdenen (typisk mindst én af forældrene og ofte moderen) har haft svært ved at håndtere, at barnet har haft stærke(re) følelser. Et eksempel på dét kan være (meget forsimplet) ved at sige: “hold nu op med at tude” i stedet for at trøste barnet, når det er ked at det.

2: Hvad kan man gøre som pårørende?

Noget af det vigtigste ting man kan gøre som pårørendende er validering (validation): At man validerer noget ved situationen, som den borderline-ramte befinder sig i.
Det kan være følelsen, oplevelsen, motivet eller andet. Det centrale er, at man finder noget at validere.
Dette kræver øvelse, og jeg er stadig ved at lære at finde ting at validere. Min oplevelse er, at det som regel er nemmest at validere følelserne hos den borderline-ramte.

Validering handler basalt set om at vise empati. Og her er det vigtigt at understrege, at empati er noget andet end sympati. Det handler om at kommunikere, at du forstår at vedkommende befinder sig i en svær situation, men du ikke nødvendigvis skal være enig i håndteringen af den eller i den handling, som udløste situationen.

3: Validering af en borderline-ramt: Hvordan?

Validering kunne være at sige “Det må godt nok være frusterende”, når den borderline-ramte er oprørt (og du har en fornemmelse af, at vedkommende er frustreret.). Det er vigtigt, at det ikke bliver til “Jeg kan godt forstå at du er frustreret”. Borderline-ramte kan have det svært med at få at vide af andre, hvordan de har det. Det kan ende med at eskalere situationen og give det modsatte resultat af det, du ønskede.

Validering kan også være at udtrykke at det er OK og helt fair, at den borderline-ramte har en bestemt følelse. Borderline-ramte har som førnævnt ikke fået den nødvendige validering af deres følelser gennem opvæksten. Det betyder, at de kan have tendens til at føle, at de ikke må have den grundfølelse de har på et givet tidspunkt – f. eks vrede. De har ofte været vant til at skulle gemme deres følelser af vejen.

Her kan du som pårørende hjælpe ved at understrege over for den borderline-ramte, at uanset hvad de måtte føle, er OK: At det er i orden at være vred eller såret, eller hvad det måtte være, de føler i situationen.

Min erfaring med validering

Det overraskede mig, hvor effektive teknikkerne i bogen er. Jeg oplevede i langt højere grad at kunne de-eskalere situationer blot ved at forsøge at give Anette validering. Et eksempel: Anette skrev på et tidspunkt en SMS til mig, hvor jeg kunne fornemme, at hun var “ude i tovene” og følelserne “havde taget magten”. I løbet af bare to korte beskeder fik jeg de-eskaleret situationen: Jeg skrev til hende, at det var OK og også forståeligt hun havde det sådan – og det virkede. Det gav hende fornemmelsen af ikke at være klemt inde med sine følelser. Med hendes egne ord:

“Jeg havde det som om der ikke var plads til alle følelserne inde i mig.
Det du gjorde var at lave en kasse uden om mig, hvor følelserne også kunne være. Dermed blev der mere plads til dem og mig.”

– Anette, borderline-ramt

Der er masser af andre eksempler på, at værktøjerne fra bogen har hjulpet os helt enormt meget. Det har været en kæmpe hjælp for os begge, at jeg har kunnet putte nogle ting i værktøjskassen ved at læse bogen. Særligt i den periode, hvor vi har ventet på, at Anette fik tilkendt sit borderline terapiforløb.

Hvordan kan du bruge bogen?

Det er vigtigt for mig at understrege, at bogen ikke træder i stedet for behandling af den borderline-ramte, men at den er et virkelig godt supplement for især de pårørende. Specielt hvis der er ventetid på at komme i terapi, vil jeg anbefale alle pårørende at læse bogen, da det gør det muligt at forbedre situationen stort set med det samme.

Jeg vil også gerne slutte af med at understrege, at denne blog-post ikke kan træde i stedet for at læse bogen. Selve de-eskaleringsprocessen er beskrevet i meget bedre detaljer og i flere trin, end jeg kan gøre her.

Hvis din borderline-ramte pårørende udfører selvskade, er der også et afsnit, som omhandler dette. Dem er jeg dog sprunget forholdsvist hurtigt over, da det ikke er relevant i forhold til Anettes og min relation.

Disclaimer til denne blogpost: Ligesom Anette er jeg heller ikke psykolog, så dette er kun mine egne observationer og oplevelser, og jeg deler dem udelukkende med henblik på, at de måske kan hjælpe andre i samme situation. Se også Anettes disclaimers omkring denne blog.

Jeg er Anettes kæreste, og skriver om hvordan det er at være nær pårørende til en person med BPD.

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *