hjernens netværk i farver
Neuropsykologi

Neuropsykologiens svar: Hvorfor får man borderline?

Borderline og hjernens neurale udvikling

Neuropsykologien er vigtig for vores forståelse af, hvad der former personligheden.

Udviklingen af et menneskes personlighed troede man førhen var statisk, og at det bare var noget man var født med.

Men flere videnskabelige studier har vist – herunder i neuropsykologien – at personligheden udvikles i et kompliceret sammenspil med en række kemiske processer i hjernen og formes af input udefra, herunder følelser. Følelserne aktiverer forskellige dele af hjernens kredsløb og dermed de områder, som er ansvarlige for at udvikle den menneskelige personlighed. En personlighedsforstyrrelse er således en forstyrrelse af hjernens processer. Man mener, at personlighedsforstyrrelser udvikles inden for barnets første 3. – 4. leveår. Mere om det længere nede i artiklen.

Hippocampus: Vi lærer med vores følelser

Når vi fødes og bliver stimuleret/påvirket af omgivelsernes input, lagres de i hjernens område for bl.a. indlæring og hukommelse: Hippocampus. Dette er hjernens arkivskab, hvor summen af oplevelser og følelser lagres.) Kort sagt: I et trygt miljø arkiveres positive følelser af sikkerhed, tryghed, tillid og omsorg fra omverden. Når forældre eller andre omsorgspersoner spejler vores følelser rigtigt, skaber de trygge og velfungerende netværk i vores hjerne. Gentagne oplevelser af denne slags lagres i hukommelsen (hippocampus), der senere får betydning for dannelsen af vores personlighed samt tilknytningsstil.

et billede af hjernen med amygdala og hippocampus

I sådan en situationen vil hippocampus danne et tykt netværk af neuroner til det præfrontale cortex. Det præfrontale cortex hjælper bl.a. med at mentalisere – dvs. kunne leve sig ind i andres følelser og oplevelser. Med andre ord er det præfrontale cortex en besked-central for de neurale netværk rundt om i hjernen. Gode og trygge beskeder = tillidsfuld og udviklingsorienteret hjerne, der har gode navigationsevner i bl.a. relationer med andre mennesker.

Når følelserne er positive og der er tryghed i barnets relationer stimuleres de neurale kredsløb i hjernen til flere positive minder i hippocampus. Jo flere gode stimuli, desto bedre og stærkere bliver de neurale netværk og områder, som former menneskets personlighed. På den måde vil denne slags hjerner eksistere med tryghed og tillidsfuldhed til verden som empatiske og mentalt robuste mennesker.

Fra tryghed til kaos: Amygdala

Men omvendt…  hvis vi vokser op i stort kaos, bliver  vores basale trygheds- og tillidsbehov ikke imødekommet, og vores tilknytning bliver utryg.
I de første 3-4 leveår er det essentielt at have følelsen af sikkerhed. Hvis den mangler starter vores personlighedsudvikling i en helt anden boldgade.

I sådanne tilfælde vil traumatiserende oplevelser aktivere hjernens kæmp-eller-flygt system, nemlig amygdala.

Det er amygdala, der fortæller kroppen der er fare på fære, og i denne proces får angsten fat i hippocampus og laver rav i gaden. Forestil dig et arkiv, der ikke fungerer optimalt: Tingene ligger ikke på deres plads og nogle af mapperne er revet ud af skabet og ligger hulter til bulter rundt omkring. Det siger sig selv, at denne hjerne ikke kan udvikle sig optimalt, når der er rod i de neurale netværk.

Det limbiske system illustreret i hjernen
Kilde

Børn der ikke får den rigtige feedback af forældrene er overladt til sig selv, når de skal håndtere stor frygt, utryghed eller skam. Børn, der ikke får trøst når de er bange, sultne, utrygge, kede af det osv. Kan ikke håndtere ret mange følelser alene. Hvis forældrene selv bruger barnet til at få kærlighed, vil det stoppe barnets bevægelse hen mod selvstændighed. Barnet vil ofte overtage omsorgsrollen for forældrene. “Det er synd for mor, når far har slået hende, så jeg må hellere trøste”, er et klassisk eksempel på dysfunktioner i belastede familier.

Neurale netværk: Use it or loose it

Det siger sig selv, at det bliver svært at få informationen korrekt frem med det kaotiske arkivskab (hippocampus). Især når amygdala siger “Freeze, motherfucker!” og sender lammende angst ind i hjernen, som lukker stort alle kredsløb ned for en tid. Og som de siger på engelsk: Use it or loose it. Efter gentagene oplevelser, begynder de neurale at blive mere og mere svækkede for til sidst at visne væk.

Opholder et barn sig i denne high-alert tilstand for længe og for ofte uden trøst eller får emotionel feedback, bliver personlighedsudviklingen forstyrret. Heraf navnet “personlighedsforstyrrelse”.

Fra high alert til hypo-arousal

Hvis de kaotiske forhold bliver ved, begynder tilstanden af “høj-arousal” at ændre sig til “hypo-arousal”. De neurale netværk er udmattede, og der er “Mayday Mayday” signaler til det præfrontale cortex. Resultatet er et lille barn, der altid er på vagt overfor uventede ting. Barnet vil som voksen være mere sårbar overfor livsstress. Den ydre stress er med andre ord vendt indad, hvilket afspejler sig i en meget stærk indre uro og følgetilstande som angst, depression, stress, C- PTSD mv.

Faktisk har forskere målt, at en traumatiseret hjerne fysisk har en forstørret amygdala, mens størrelsen på hippocampus kan være reduceret med op til 8%.(Kilde: Inge S. Holm) Denne tilstand kan man med målrettet terapi til en hvis grad afhjælpe ved at udnytte hjernens evne til regeneration. Men da personlighedsforstyrrelser udvikles i de helt tidlige leveår vil det være svært at genoprette hippocampus 100%.

Som forskerne blev klogere på hjernens udvikling, åbnede det op for en bredere forskning i bl.a. personlighedsforstyrrelser. Det var startskuddet til at man i løbet af de sidste +20 år har udviklet terapi-former, som blandt andet adresserer de problemstillinger, man som borderline oplever i sine relationer af forskellig karakter.

Neuropsykologi => nye terapiformer

Med neuropsykologiens udvikling begyndte man at forske i kredsløb i hjernen. På denne måde begyndte man at kunne se, hvilke muligheder man som borderline har for bedring af sine symptomer.
Førhen var psykologerne næsten magtesløse, og typisk kunne man kun tilbyde kognitiv terapi samt antidepressiv og/eller anti-psykotisk medicin.

Men med viden fra neurovidenskab og neuropsykologi kan patienter med borderline i dag gøre sig større håb om at blive symptomfri med målrettet terapi. Dermed bliver det den eneste personlighedsforstyrrelse, man kan komme af med igen.

Mange mænd med borderline bliver ikke korrekt diagnosticeret

Man skønner, at cirka 1,5% af befolkningen lider af af diagnosen – herunder cirka 75% kvinder. I virkeligheden er tallet nærmere 50-50. Desværre er mange mænd med borderline ofte repræsenteret i statistikkerne som “misbruger” eller “voldelig”. Det er ærgerligt, da misbruget ofte optræder som “selvmedicinering” for en skjult diagnose. Alkoholmisbrug der skjuler en borderline-diagnose er ofte skjult i mange år. Dermed får de mandlige “selv-medicinerede” patienter ikke den rigtige hjælp. Dette skaber endnu mere misbrug med eventuelt vold til følge.

Jeg har selv haft ovennævnte problematik tæt inde på livet, da min egen far i min opvækst var alkoholiker. Hans alkoholforbrug minder/mindede i høj grad om selvmedicinering. Kombineret med et hidsigt temperament, ekstrem sårbarhed og huller i døre/smadrede glas, når følelserne kammede over var ugentlige events. Han var helt sikkert klassisk borderline – men det kom til udtryk på en anden måde end hos kvinder.

I dag har jeg lært at bruge teknikkerne fra de nye terapi-former til at kommunikere med ham. (herunder DAT – dialektisk adfærdsterapi).
Reaktionen er derefter og kommer med det samme: Så snart jeg siger, at jeg ikke forlader ham, og hans følelser er orden, falder han ned igen. Ja, han bliver nærmest blid som et lam igen. Det er en fantastisk gave at kunne hjælpe sin forælder så effektivt med at få det godt, når følelserne raser. Og hvad mere er: Intet af det ville have været muligt uden neuropsykologien. Den har gjort os langt klogere på borderline i dag.

3 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *