rødt ansgit med vrede øjne og åben mund
Min terapi

Mentaliseringsterapi og gruppeterapi #3 : mentaliseringsbrist

I går var jeg til 3. omgang gruppeterapi.
De første 4-5 terapigange skal vi lære om principperne inden for mentaliseringsbaseret terapi, og denne gang handlede det om de tidspunkter, hvor der sker nedbrud i den. Det man også kalder for “mentaliseringsbrist”.

For kort at opsummere: Mentalisering er at kunne se verden som den ser ud indefra i et andet menneske. Kort fortalt: Indlevelsesevne i situationer, relationer og resten af verden.
Teorien er, at mennesker bevæger os inden for et givet område, hvor vores evne til mentalisering er intakt. Når vi kommer uden for dette område, vil vores indlevelse i andre enten forringes eller helt forsvinde. Det er vigtigt at sige, at ALLE mennesker oplever brist på deres evne til mentalisering, men at personer med psykiske diagnoser hyppigere oplever dette nedbrud.

Det kan være hypo-arousal (tomhedsfølelse, depression mv.) der gør, at man synker så langt ned, at man ikke er i stand til at rumme og se verden fra andres side. Og det kan ske, når vi i ophedede situationer lukker ned i vrede, angst eller lign.

Borderline oplever oftere mentaliseringsbrist

Mennesker med personlighedsforstyrrelse er nogle af dem, der oftere kommer i situationer eller følelsesmæssige tilstande, hvor de bevæger sig udenfor “det grønne felt” – altså feltet for god mentalisering.
Samtidig gør deres diagnose(r), at de har sværere ved at komme ud af “det røde felt” og tilbage til det grønne. Målet for vores gruppeterapi er, at vi skal kunne spotte, når vi er ved at forlade det grønne felt og er i risiko for at ramme det gule/røde. Man kalder det at smede, når jernet er lunkent.
Det brugte vi lidt tid på at tale om i går…

Opgaven til næste gang er, at vi skal notere, hvornår vi oplever vores mentaliseringsevne svigte, og hvordan vi håndterede det.

Selv oplever jeg, at jeg gennem livet er blevet bedre til det. Dette er faktisk et af de usynlige problemer for mange borderlinere:
Vi føler FOR meget – for meget empati, for meget vrede, for meget… af alting. Vi er lidt som de der visere på en måler, hvor viseren skifter mellem grøn, gul og rød. Hvor en gennemsnits-person måske når 40% på måleren (fx gul-grøn området) – så er følelserne hos en med borderline langt ovre i det røde felt. Og mange gange skifter det helt uden advarsel – også for os selv!

måler med nål i det sorte felt

Ofte bliver man taget på sengen, når viserne laver udsvingene – men på grund af hjernens helt fysiske skader/ændringer i bl.a. amygdala, kan de voldsomme følelser være svære at “snap out of”.
Dette er en af de mest hyppige misforståelser blandt pårørende og samfundet generelt, når det kommer til diagnosen. Der er ingen anden diagnose, hvor det (stadig) forventes, at den syge selv har anvaret for sine EMOTIONELLE og MENTALE symptomer:


Dette citat stammer fra en konto på Instagram, og siger pretty much hvad jeg har prøvet at beskrive ovenfor.

Så. Det her terapi giver faktisk god mening.
Og jeg troede ikke jeg ville opleve særlig meget af det til næste gang. Men … bing bong dynamolygte og så skal jeg love for jeg blev klogere.

Kryptonit: Hello SoMe land…

Oplevelsen kom, da jeg tweetede og nogen kommenterede, at jeg var forkert på den. Helt objektivt – det var jeg også. Jeg oplevede dog kommentaren som værende passiv aggressiv. Her afhænger det af personen bagved. Når man ikke kan se personens ansigtsudtryk er det svært at se intentionen.
Min reaktion var dog en kende voldsommere end – vil jeg tro – de flestes.

Og pludselig kunne jeg godt se mit kryptonit: For jeg følte mig udstillet og lettere gjort nar af offtentligt, eftersom andre også kunne læse det kommentaren. Jeg følte mig dum og intellektuelt ydmyget. Derfra var der ikke langt til at blive kastet ned igennem en mørk tunnel: Skammens tunnel.

90-10 reaktionen

Det var helt sikkert ikke personens motiv at ydmyge nogen. Det er jeg helt sikker på Men det krævede meget at indrømme, at det jeg havde skrevet var faktuelt forkert.
Jeg kunne mærke skammen, og den fik mit synsfelt til at snævre sammen. Så nu blev jeg nysgerrig på min reaktion. Hvor kommer den fra?
Det var helt sikkert en 90-10 reaktion fra min side. Altså, hvor de 90% er noget, der aktiveres af min fortid, mens de 10% er nutiden. Der var jeg glad for vi kommunikerede på skrift, for face-to-face ville jeg være “låst” mentalt i følelserne og senere måske brudt sammen (low sense of self)

Jeg har nok været klar over denne her kryptonit førhen. Det er bare længe siden, at den har været aktiveret. Ved at opleve den med mentaliseringsbrillerne, kunne jeg i stedet forsøge at dis-engage mig selv i situationen, og se på det med nogle lidt andre briller: At det her var grænsesætning-kaos-tema i kombination med sårede følelser.
Jeg skrev derfor til modtageren, at det var en misforståelse og kiggede indad…

Ros for kompetence = kærlighed

Jeg kan huske min mors måde at sige ting på, når hun skulle irettesætte mig som barn. Det gjorde mig så ufattelig skamfuld, når jeg fik et verbalt setdown… Så jeg blev naturligvis perfektionist, så jeg ikke skulle føle skammen igen. Der var langt imellem emotionel omsorg, hvor min mor talte med mig om skammen det vakte i mig. Hun så den måske ikke, for jeg skjulte den under facaden. Min far var også rigtig slem til at sige ting på en voldsom måde, ofte blev vi overfuset og hånet af hans opførsel. Min far havde svært ved at rumme sårbarhed (fx gråd) eller andres vrede på ham. I det hele taget var der ofte mentaliseringsbrist i hans opførsel. Det kommer vi til i en anden post.

Men uanset hvor meget jeg prøvede at være “den velopdragne datter” der gjorde det hele godt og fik ros, følte jeg mig stadig SÅ skamfuld indeni. Og det gjorde mig vred på mig selv.
Cue: Sig hej til den indre perfektionist.

Så for mig var ros derfor kærlighed. Verbal kærlighed. Jeg følte mig elsket, når jeg fik ros – når jeg kunne gøre noget, der gjorde en forskel.
Jeg følte mig set og elsket, når jeg kunne noget, som udløste ros.
Min mors tonefald og smådømmende kommentarer til mig og andre i mit liv… hendes non-verbale attitude til mig og min personlighed har gennem årene efterladt mange knivsår dybt indeni. Hendes ord kan såre dødeligt eller heale. Desværre er det primært det første jeg forbinder hende med i dag efter de seneste 10-20 år :-/

Mentaliseringsbrist = Kompetencebrist => skam => raseri

Jeg var ofte det barn, som trøstede min mor, hvis min far havde været rasende eller kastet med tingene og råbt højt.
Retrospektivt kan jeg se, at jeg i denne proces undertrykte barnets behov for selvstændighed, som børn normalt har.
Men ved at skulle varetage rollen som forælder overfor min mor, hele tiden have antennerne ude, blev jeg ikke et følelsesmæssigt selvstændigt individ. Med det resultat, at jeg langt op i voksenalderen forsøgte at få kærlighed (ros) for det jeg gjorde og kunne… For eksempel de ting jeg gjorde i arbejdsøjemed, ting jeg kunne lave, købte, fik ros for af andre. Jeg var -og er – så usikker på, at min mor elskede mig for min egen skyld, endsige kunne lide den jeg var.

Problemet med alt det her var, at jeg aldrig tillod mig selv IKKE at være på arbejde. Alt handlede om “kan de (min mor) lide mig for det jeg GØR?”. Hvem jeg var, hvordan jeg følte, var sådanset lige meget. Og sådan gik det til langt op i mine 30’ere, indtil den dag jeg endelig havde brug for at klippe navlestrengen til det. Jeg følte mig som min mors gøre-offer. Gøre-gøre-gøre og ikke andet, hvis jeg skulle have kærlighed.

Jeg følte jeg havde brug for at rose MIG SELV for den jeg var blevet til, uafhængigt af min mors ros. Det var et vendepunkt indeni mig selv. For første gang så jeg, hvilken effekt min mors løbende kritik/afstandstagen til mig havde styret mit liv og givet mig en voldsom usikkerhed.
Det tog et års tid, indtil den dag jeg sad i stuen sammen med min søster og min mor roligt bad mig om ikke at ringe til hende mere.
Kort efter startede jeg hos en privat psykoterapeut til at få hjælp til at komme mig over chokket.

Kan vulkanen endelig heles?

Jeg må sige, at det var en øjenåbner, hvad skam over sin egen følelse af inkompetencer kan gøre ved mig. Jeg er mere bevidst om, når jeg oplever følelsen af dumhed, hvilken reaktion det starter i mig.
Det er nemlig et ekstremt ømt punkt for mig – som ulmende lava med kun et tyndt, størknet lag ovenpå. Og så snart det bryder ud, forbrænder jeg alle andre i nærheden. Ydmygelsen svider på alle mennesker, og alle undersøgelser viser forværrede mentale tilstande efter sådanne oplevelser.
Det vil måske aldrig helt forsvinde, men hvis jeg kan spotte min reaktion på det, før min vulkan går i udbrud, vil det forhåbentlig blive nemmere at håndtere i fremtiden, så mine relationer bliver mere harmoniske.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *