smileys med glade og triste ansigter
Min terapi

Borderline terapi-session 2: Følelsesregulering

I dag var jeg til 2. session med individuel terapi, hvor temaet var følelsesregulering. Min terapeut er rigtig god til at være struktureret og trække mig lidt ned, når jeg begyndte at fortælle og kom ud af en tangent.

Vi snakkede blandt andet om metoder til følelsesregulering. Jeg fortalte, at jeg har brug for at slå på ting, når jeg er vred. Og det er ofte jeg bliver vred – især hvis jeg frygter afvisning, at blive svigtet eller forladt.
Så bliver jeg så vred, selvom det egentlig skjuler angsten og frygten for ikke at blive mødt med anerkendelse og empati og med en positiv imødekommenhed på mig og min sårbarhed.

Ikke plads til følelser

Mange gange har jeg sagt til min mor “Jeg har bare brug for at du anerkender mine følelser”.
Det har min mor ikke kunnet. Uanset årsagen er det helt sikkert, at der ingen plads til mig eller min vrede var dengang jeg voksede op.

Jo mindre plads der var til vrede følelser, desto mere vred blev jeg. Jo mere vred jeg var, desto dårligere følelsesregulering. Og des mere handlede jeg i affekt: Jeg var en flittig neglebider og ødelagde engang min mors blomsterbede med en rive i raseri. Jeg kan ikke huske hvorfor – men det var nok min måde at cope med mine opsparede negative følelser.

Dårlig kontakt til følelserne fører til dårlig følelsesregulering

Generelt er skam en monster-nederen følelse, og skammen over mig selv og min vredesudbrud (bagefter) har været en hyppig gæst i mit liv.
Jeg måtte hele tiden “beherske” mig selv for ikke at blive vred og derfra opleve andres fordømmelse af mig min vrede, som førte til afvisning.

Når jeg ikke var god til at regulere mine følelser, skabte det stor skam indeni mig. Samtidig gjorde fik jeg enormt svært at have kontakt til mig selv. Kontakt til ens autentiske følelser er første skridt i healing: Når vi har kontakt til os selv, er det nemmere at tale om følelser. Ellers går man bare og er vred uden at kunne sige noget, indtil en lille ting blæser hatten af.

Min terapeut var god til at spørge ind til mine metoder til følelsesregulering. Her kom jeg ind på mit behov for fysisk at lukke damp gennem motion samt trangen til at smadre ting – cue til min mors tulipanbed….

Hvis ikke jeg kunne slå på noget, kunne jeg skrige i en pude eller hamre næverne ned i madrassen. En tredje metode var at tale grimt og nedladende om andre … og samtidig hævde, at jeg var fucking ligeglad med den eller dem jeg talte om.

Anger is the guard dog of denial

Problemet er bare… at det var jeg ikke. Jeg var jo langt fra i stand til at kunne sige “Jeg er ligeglad” med ægte ikke-følelse. Så er det altså svært at få respekt eller blive taget alvorligt af andre… også selvom de sikkert kunne se og høre min frustration og ikke mindst min vrede.
Min vrede ligger altid tæt på overfladen i mig. Den skræmmer mig til tider.

Min vrede er en beskyttelsesmekanisme lært af min far i de tidlige år, dengang han opførte sig på samme måde. Selvom han tydeligvis aldrig var ligeglad.

Jeg besluttede mig for, at jeg skulle i hvert fald ALDRIG være som ham…. Så i stedet blev jeg en pleaser. En artig pige, der aldrig var sur på mor eller sagde nej. Det var ikke så svært at beherske mig da jeg boede hjemme. Men da jeg flyttede hjemmefra og mødte partnere…… Uha uha!

Skam-krøbling med abandonment-issues

De næste 15-20 år var jeg som min far i mine parforhold, selvom jeg lagde mig selv i en hård psykisk benlås. Jeg var nødt til at beherske mit temperament, jeg skubbede mine følelser langt ned… Hvordan skulle man kunne andet, når det er så indgroet og indlært i mig?

Desværre virkede det aldrig. Jeg eksploderede bare oftere og større – og skammen gjorde mig til en emotionel krøbling, så jeg bukkede og skrabede og undskyldte i ét væk bagefter, fordi jeg var bange for at blive forladt.

Terapien virker…

Mellem 2019 og 2020 var jeg i selvbetalt terapi hos en meget dygtig psykoterapeut. Her lærte jeg, at mærke rigtig mange af de følelser. Og lidt om, hvordan de føltes i min krop. Jeg måtte lære at mærke min vrede, lære den at kende, hvad den trigges af. For at kunne følelsesregulere, er jeg nødt til at vide jeg er vred. Og det kan være svært i sig selv, så længe hovedet og kroppen er som et gammelt 56K modem, der skal connecte til internettet idag.

… Men ikke uden vrede!

Imens jeg skriver dette, kan jeg mærke et brus af følelser i kroppen. Jeg er så vred! Og jeg ved ikke hvorfor! Men jeg er vred og det er i hvert fald et klart og tydeligt tegn på at terapien virker. Min terapeut er god til at trække mig ned til emnet. Og gudsketak og lov. For ellers kan jeg nemlig gå i selvsving indeni en historie af følelser som trigger den vrede der altid befinder sig under overfladen.

Og hvorfor så den vrede?
Well, min indkodede first level respons er vrede. Jeg ved at mange borderlinere kæmper med enorme vredesudbrud – og i virkeligheden er vreden blot et skalkeskjul over de sværere følelser. Skammer jeg mig i virkeligheden over jeg følte jeg ikke kunne følelsesregulere som “normale” mennesker kan? Og har jeg oplevet andres afvisning og fordømmelse af mig og min vrede førhen?

You betcha!

Borderline-vrede er følelser der ikke blev mødt i barndommen

Det er det jeg oplever tit – at Gollum bliver trigget og siger “Whhhhooooaaaaaa” indeni – nærmest som en bulldozer-motor, der gasser op. Hvis den får lov at accelerere, kan jeg virkelig fucke shit op. Derfor er hele øvelsen i terapien, at læresin vrede at kende og reagere anderledes. Lærer man den, at den godt må være der, er det langt nemmere og hurtigere og give den ro. Som jeg sagde til min mor så mange gange: Jeg bvil bare gerne have du anerkender mine følelser.

Og for mig ved jeg, at vreden ofte kommer af den respons jeg har fået især på svære følelser. Min mor kunne bedst lide mennesker, der var glade. Vi skulle alle sammen bare være positive og glade – så ville ingen gætte vores virkelighed derhjemme. Facaden måtte for alt i verden ikke skride over for omverdenen.

Og det er den facade jeg har et ret så – dels kompliceret – og dels ambivalent forhold til. Jeg kæmper mod min egen facade, der skubber følelserne væk.
De dysfunktionelle mønstre gik videre fra mine forældre til mig og min søster, som tilpassede os. Men vi kom til at betale en høj pris for det: Kontakten til vores autentiske selv og vores følelser blev cuttet over i processen, og det har krævet – og kræver stadig – blod, sved og tårer at genskabe den.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *